Nuuday skifter navn til TDC Brands

Med navneskiftet til TDC Brands anvender virksomheden igen det mest kendte navn og logo i dansk telehistorie. Formålet er at styrke sin position som erfaren og sikker digital partner i en verden præget af geopolitisk uro. TDC-navnet bliver fremover tydeliggjort som afsender for både YouSee og TDC Erhverv i mødet med kunderne.
Når Nuuday 8. april skifter navn til TDC Brands, er det for at samle virksomheden tydeligere under et kendt navn og for at gøre det lettere at se, hvem der står bag de brands, kunderne møder i deres hverdag, herunder YouSee, som nu vil blive positioneret som ’et TDC Brand’.
”Vi skifter navn, fordi vi vil stå tydeligere frem over for vores kunder og det samfund, vi er en del af. TDC er et navn, mange kender, som bygger på mere end 145 års erfaring med at forbinde Danmark. Med TDC Brands samler vi nu virksomheden under det kendte navn,” siger Christian Thrane, CEO.
Fra forbindelse til tryghed
I takt med at digitaliseringen er accelereret, er trusselsbilledet vokset. Cyberangreb, digital svindel og geopolitisk usikkerhed stiller nye krav til sikkerhed for både borgere, virksomheder og samfund.
“I en mere usikker verden har Danmark brug for en partner, man kender og kan stole på. En partner med et solidt fundament og en lang, troværdig erfaring – hvor tryghed, tillid og robusthed er nøgleord. Og en partner, der både forstår teknologien og tager ansvar for at beskytte den. Det er det signal, vi sender med det nye navn: At vi tager Danmark sikkert ind i fremtiden,” siger Christian Thrane.
Derfor har virksomheden i de senere år styrket sit fokus på sikkerhed. TDC Erhverv har indtaget en naturlig førerposition inden for cybersikkerhed og sikre forbindelser til erhvervslivet. Det seneste år har YouSee taget skridt i samme retning for privatkunderne ved at styrke sikkerheden i både mobilnettet med 'Mobilsikker' og i danske hjem med indbygget sikkerhed i deres routere. Tiltag, der sidste år blokerede 336 mio. angreb mod danske hjem.
Navnet TDC Brands vil derfor også blive ledsaget af det nye kernebudskab: “Sikkert ind i fremtiden”. Budskabet beskriver selskabets samlede rolle med afsæt i TDC Erhvervs kernebudskab “Se fremad” og YouSees “Glæd dig”.
YouSee – et TDC Brand
Med navneskiftet samles alle virksomhedens seks brands under det fælles corporate navn TDC Brands.
Samtidig styrkes YouSee og TDC Erhverv som premium brands gennem fælles brug af den ikoniske TDC-rombe – den skæve firkant. YouSee vil fremover blive tydeligt positioneret som ’et TDC Brand’. Det skal gøre sammenhængen klarere – særligt i forhold til virksomhedens rolle inden for sikkerhed.
YouSee og TDC Erhverv er de to brands, flest kunder møder virksomheden gennem. YouSee er brandet til privatkunderne, mens TDC Erhverv er brandet for virksomheder og offentlige organisationer.
“Vi vil gøre det lettere at se, hvem der står bag, og hvilket fundament vi står på. YouSee og TDC Erhverv er de to stærkeste indgange til vores virksomhed, og med TDC Brands bliver den sammenhæng tydeligere,” siger Christian Thrane, CEO.
Selskabets øvrige brands, Telmore, Hiper, eesy og Relatel, fortsætter uændret og bevarer deres unikke positioner i markedet.
Selskabsstrukturen bliver bevaret
Navneskiftet ændrer ikke på selskabets struktur. TDC Brands og TDC NET forbliver to separate selskaber med forskellige roller i værdikæden, som de har haft siden 2019.
“Det her er ikke en strukturel ændring. Det er en forenkling, der giver kunderne større klarhed og samtidigt styrker vores position i markedet og i den danske samfundsdebat,” forklarer Christian Thrane.