Tilbage

Hiper får ny direktør til at drive næste vækstfase

Michael Hørup, CEO hos Hiper

Den danske internetudbyder Hiper har fået ny direktør, efter at Michael Hørup er tiltrådt som CEO.

Michael Hørup tiltræder på et tidspunkt, hvor Hiper er klar til næste fase af sin vækstrejse. Ambitionen er at styrke positionen som Danmarks mest enkle og digitale bredbåndsselskab og fortsætte arbejdet med at sætte nye standarder for kundeoplevelsen på det danske bredbåndsmarked. Som ny direktør får Michael Hørup ansvaret for at fortsætte væksten, styrke brandets position og videreudvikle Hiper som den digitale frontløber inden for bredbånd i TDC Brands-koncernen. 

”Hiper har opbygget en stærk position i markedet ved konsekvent at fokusere på enkelhed, digitalisering og gode kundeoplevelser. Nu tager vi næste skridt på vækstrejsen, og derfor er vi meget glade for at få Michael om bord. Han kombinerer stærke kommercielle kompetencer, bred international erfaring og solid ledelseserfaring med et skarpt blik for digital transformation og kundeorienteret forretningsudvikling. Det gør ham til den helt rette profil til at videreudvikle Hiper og indfri vores ambitioner for de kommende år," siger Christian Morgan, Chief Consumer Division Officer hos TDC Brands. 

Med Michael Hørup får Hiper en erfaren profil med indgående kendskab til telebranchen og stærke dokumenterende resultater inden for kommerciel ledelse, digital forretningsudvikling og vækst. Efter en årrække i internationale lederroller vender han nu hjem til Danmark og ser frem til at bygge videre på den stærke position, som Hiper allerede har etableret på det danske bredbåndsmarked. 

”Jeg glæder mig til at blive en del af et stærkt brand og et team med en tydelig position i markedet og et stort vækstpotentiale. Hiper har gennem de seneste år vist, at det er muligt at udfordre et traditionelt marked ved at gøre tingene enklere og mere digitale. Det udfordrer-mindset og den stærke kultur, der kendetegner Hiper, tiltaler mig meget. Sammen med teamet ser jeg frem til at fortsætte vækstrejsen og accelerere udviklingen af kundeoplevelsen samt udnyttelsen af mulighederne inden for digitalisering, AI og automatisering, så det bliver endnu nemmere for danskerne at vælge og bruge internet," siger Michael Hørup, ny CEO hos Hiper. 

Michael overtager stillingen fra Lars Blach, der siden marts 2025 har stået i spidsen for Hiper og nu har valgt at søge nye udfordringer.  

Om Michael Hørup: 
Michael Hørup er 53 år og uddannet cand.merc. i strategi og ledelse fra Aarhus School of Business. Han kommer fra en stilling som Senior Director, Consumer Marketing hos Ooredoo i Qatar, hvor han har haft ansvar for privatforretningen på tværs af mobil, fiber og TV. Tidligere har han blandt andet været VP hos TDC med ansvar for bredbånd, fastnet og TV og haft ledende kommercielle roller hos Vodafone, Omantel og STC.